Racens historie

I en ca.2000 år gammel askeurne fra jernalderen har man fundet halvforbrændte hønseknogler, der ved deres størrelse tydeligt viser at det drejer sig om tamhøns. Dette er det første tegn på tamhøns i Danmark, og fra det tidspunkt og frem til de mange fremmede hønseracers indmarch i 1800-tallet, findes der utallige vidnesbyrd om, at der har eksisteret en særlig dansk hønsetype. Samtlige fund gennem disse 2000 år udviser en sådan typefasthed at man med god ret kan tale om en særlig dansk hønserace med en alder af mere end 2000 år på bagen.

Det vil altså sige, at den race som vi i Landhønseklubben hæger om og tager vare på, er et nationalt klenodie af høj karat, og ikke nok med det - en nærmere undersøgelse vil vise, at den formentlig er den sidste ægte landhønserace i Europa, og som sådan også et europæisk klenodie, som vi simpelthen har pligt til at passe godt på.

Men hvor kommer den fra, for den er ingen dansk vildfugl, der er hentet ind i varmen blandt de andre husdyr. Historien begynder for 5000 - 8000 år siden i det nordlige Indien og det sydøstlige asiatiske område, hvor i hvert fald 4 arter af vilde junglehøns har levet i utallige årtusinder og fortsat lever som vildtlevende fugle.

   Bankiva høns

Fra en eller flere af disse vildhønsearter menes samtlige tamhøns at nedstamme, selv om detaljerne i oprindelsen er ret dunkle og vel næppe nogensinde bliver helt klarlagt. I dag mener man dog at den røde junglehøne Bankivaen spiller en absolut væsentlig rolle som stamfader til den Danske Landhøne, og måske endog eneophav.

   Brune danske landhøns - Gammelt standardbillede

Den er givet bragt hertil med indvandringen af germanske stammer østfra og ankommer formentlig ca. 400 år før vor tidsregning, med de stammer der indvandrede i det nordlige germanske område, som omfatter det nordlige Tyskland, Danmark og resten af det skandinaviske område. Den har været her lige siden.

Indtil begyndelsen af 1800 tallet kendte man stort set ikke andre høns i Danmark end netop landhønsene. På det tidspunkt begynder det der i fjerkrækredse kaldes " det store krydsningsvanvid". Kæmpe store asiatiske racer var bragt til Europa, og i håbet om mange og store æg indkrydsede disse racer overalt i de eksisterende landhøns til ubodelig skade for disse.
Først fra midten af århundredet kom der rigtig gang i indkrydsningen, og allerede i 1875 udviste hønsegårdene et broget skue af krydsningsprodukter af langt ringere kvalitet end 25 år tidligere. I 1879 opfordrede "Foreningen til fjerkræavlens fremme" til at undlade at indkrydse andre racer, og man fastsatte nærmere kendetegn for racen.

Som ved et mirakel nåede en håndfuld fremsynede mænd med statsråd Mourier-Pedersen i spidsen at redde de sidste rester af de oprindelige danske høns for at bevare de gode egenskaber der i århundreder har præget dem.

I årene 1877 - 1878 opkøbtes og samledes alt hvad der kunne skaffes af høns af påviselig ren dansk afstamning.

I 1878 dannedes foreningen Landhønseringen med lærer N Jensen, Badskær som formand, og i 1901 udkom den første standard.

I dag spiller Danske Landhøns overhovedet ingen erhvervsmæssig rolle. De eksisterer udelukkende hos hobbyavlerne, som værner om dem i Specialklubben for Danske Landhøns.